søndag den 28. august 2016

Forlaget Zoom udgiver RED KELLY

Der sker en del på western-fronten i det danske tegneserie-marked. Forlaget Zoom har ikke alene TEX på vej - nu kan vi også glæde os til et genoptryk af RED KELLY. Serien, der er kendt som COMANCHE på originalsproget, er skrevet af Greg og tegnet af Hermann, og udkom første gang i 1969. Zooms første album, der har titlen 1969-1972, vil indeholde historierne "Kampen om Triple Six", "Hungersnødens krigere" og "Wyomings ulve". Albummet udkommer den 24. oktober og vil koste 198,- kroner.

Det forlyder i øvrigt, at en anden af de store europæiske western-serier, nemlig Jijés JERRY SPRING, nu endelig er på vej i det tredje opsamlingsbind fra forlaget Fahrenheit. Det er omkring to år siden, at bind 2 udkom.

lørdag den 27. august 2016

Da Bill og Ben udkom hver måned

Nu skal det ikke handle om Bill og Ben det hele, men nu hvor de texanske helvedeshunde vender tilbage til det danske marked, har jeg gravet denne gamle annonce frem. Den var på en af de sidste sider af et tilfældigt eksemplar af En Texas Bog, og her kan man læse, at i de "gode gamle dage" udkom der en ny bog med Bill og Ben hver den 13.

onsdag den 17. august 2016

Bill og Ben genopstår som e-bøger

For ikke så længe siden købte jeg en stor stak af de gode gamle Bill og Ben-bøger, og jeg har også fået en håndfuld tilsendt i elektronisk form, som jeg har leget lidt med, om man kunne konvertere til Kindle-format. Sidstnævnte kan godt lade sig gøre - det tager bare en pokkers masse tid. Og så bliver det trods alt lidt mere tillokkende at kaste sig over dem i fysisk form.

Men stor var min overraskelse, da en helt tilfældig Google-søgning afslørede, at Bill og Ben vender tilbage til det danske marked - og det bliver som e-bøger. Bag satsningen står forlaget Lindhardt og Ringhof. Der står ganske vist Winther på forsiden, men det er i dag et af de forlagsnavne, der ejes af L&R.

Det bliver en voldsom dyne, der udkommer i første omgang, nemlig hele 21 titler - og de udkommer alle den 15. september. Formatet er epub, men hvis man køber dem hos Riidr ser det ud som, at man også kan få dem sendt til sin Kindle. Den vejledende pris kender jeg ikke, men jeg har set dem til alt fra ca. 55 kr. til 73 kroner. Her skal man nok shoppe lidt rundt. Abonnerer man på Storytel, ser det også ud til, at de dukker op der.

Følgende titler udgives den 15. september:
  • BILL OG BEN HJÆLPER VICESHERIFFEN (nr. 22 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN BJÆRGER BEAUMONT (nr. 152 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN FANGER FLYGTNINGENE (nr. 162 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN BLUFFER BEDRAGERNE (nr. 171 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN BEFRIER BØRNENE (nr. 174 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN BETVINGER BYTYRANNEN (nr. 203 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN JAGTER JÆGERNE (nr. 210 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN BLIVER BEDRAGET (nr. 217 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN HJÆLPER HAVGASSEN (nr. 249 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN FINDER DE FORTABTE (nr. 252 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN BESEJRER BANDITTERNE (nr. 275 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN FANGER FORFØLGERNE (nr. 315 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN BELÆRER BOSTON-DRENGEN (nr. 318 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN FUPPER FALSKMØNTNERNE (nr. 321 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN FINDER FRED OG RO (nr. 326  i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN BLIVER BLØDGJORT (nr. 327 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN - KAPLØBET OM DE BEGRAVEDE PENGE (nr. 339 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN FÅR NYE VENNER (nr. 344 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN - FAREFULD REJSE (nr. 345 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN - REJSEN MOD VEST (nr. 351 i den oprindelige serie).
  • BILL OG BEN - DØD MANDS DAGBOG (nr. 383 i den oprindelige serie - og i øvrigt det sidste bind, der i sin tid kom på dansk).

søndag den 14. august 2016

Zoom udgiver tegneserien TEX (også kendt som TEX WILLER)

Hov, det var en overraskelse. Det dynamiske tegneserie-forlag Zoom har besluttet sig for at forsøge sig med den italienske western-tegneserie TEX. Oppe i Norge er de jo pjattede med Tex - eller TEX WILLER, som serien er kendt som i denne del af verden. Men nu skal vi danskere have fornøjelsen. Man starter den 24. november med en historie, der er skrevet af Claudio Nizzi og tegnet af legenden Joe Kubert. Det beskrives som en lidt anderledes Tex Willer-ting, og det ser ud som om, at historien deles op, så man får resten i det album, der skal komme til december.

Hvert album bliver på 112 sider i farver og i hardcover. TEX WILLER har ikke været udgivet i Danmark siden 1976, hvor den kom i nogle pocket-bøger, så det skal blive spændende at følge, om der er bid denne gang. 

Soundtrack til den nye udgave at THE MAGNIFICENT SEVEN er på vej

Instruktøren Antoine Fuquas THE MAGNIFICENT SEVEN rykker nærmere med premiere i USA fredag den 23. september. Allerede dagen før kommer den op i Danmark, så der er noget at glæde sig til. Filmen handler om den lille by Rose Creek, der bliver styret med hård hånd af den kyniske forrretningsmand Bartholomew Bogue (spillet af Peter Sarsgaard). I desperation hyrer indbyggerne i byen syv revolvermænd (spillet af Denzel Washington, Chris Pratt, Ethan Hawke, Vincent D’Onofrio, Byung-Hun Lee, Manuel Garcia-Rulfo og Martin Sensmeier), og så kan spillet ellers begynde.

Musikken er til dels komponeret af James Horner, der desværre mistede livet i en flyulykke sidste år. Det er derfor en af Horners faste samarbejdspartnere, Simon Franglen, der har gjort arbejdet færdigt. Soundtracket udkommer på cd fra Sony Classical den 16. september, og byder på 77 minutters musik fordelt på 25 tracks.

onsdag den 10. august 2016

Dagens vanvittige fund: En stor stak Bill og Ben-bøger plus det løse

Man kan være heldig. Jeg har lige hentet en pose med 53 forskellige Bill og Ben-bøger, som en gut havde sat til salg på nettet. Han kunne fortælle, at han havde fundet dem stående i en pose i en port i den bygning, hvor han bor. Måske var det tanken, at de bare skulle smides ud. Nu havde han så læst dem alle, og havde efterfølgende sat dem til salg.

Bill og Ben-bøger - og i det hele taget de mange western-bøger, der i sin tid prydede kioskerne, ser man stadig mindre til rundt omkring i antikvariaterne og på loppemarkeder, så det er fantastisk at finde så mange på én gang.

To af Bill og Ben-bøgerne var i den såkaldte Special-serie, der genoptrykte nogle af titlerne fra den ordinære serie. En enkelt af dem var der så to eksemplarer af. Med i handlen var også ti bind i den serie, der hedder En Texas Bog samt et enkelt bind fra serien Ny Pocket. Så samlet set indeholdt posen 65 bøger. Den samlede pris: 75,- kroner. Ja, det har været en meget god dag.

søndag den 7. august 2016

Lidt western-nyt til bunken

Jeg samler lidt til bunke for tiden når det gælder westerns, for det har knebet meget med at få set de ting, jeg har liggende. Men jeg skal nok nå det. Har netop modtaget SHANE fra Eureka Entertainment (single disc-udgaven) og THE OX-BOW INCIDENT fra Arrow Academy. Førstnævnte er på Blu-ray, mens sidstnævnte indeholder både en dvd og en Blu-ray.