søndag den 3. maj 2015

John Ford-klassiker får den helt store deluxe-tur af Arrow Films

Engelske Arrow Films har tidligere haft fingre i et par spaghettiwesterns, men nu rykker de til "det ægte vilde vesten" med John Ford-klassikeren MY DARLING CLEMENTINE fra 1946, der får den helt store deluxe-tur. Den 10. august udkommer filmen på Blu-ray, og der vil være hele to skiver i æsken. Man får en 4K-nyrestaureret udgave af den oprindelige biografudgave (krydret med et kommentarlydspor af forfatteren Scott Eyman og Wyatt Earp III, der nedstammer fra den berømte Wyatt Earp).

Udgivelsen indeholder så også den længere 'pre-release'-udgave af MY DARLING CLEMENTINE samt en anden Wyatt Earp-film fra 20th Century Fox, nemlig Allan Dwans FRONTIER MARSHAL fra 1939. Hertil kommer bunker af ekstramateriale samt en 40 sider tyk booklet. Meget imponerende. Der er åbenbart tale om en limited edtion (uden at Arrow oplyser hvor mange eksemplarer, de laver), men det er denne udgave, man skal have, hvis man vil have fingre i det hele - jeg kunne forestille mig, at Arrow senere udgiver en mere skrabet single-disc-udgave.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar